Om Glennen

Medlem af Dansk Kennel Klub (FCI) og Dansk Terrier Klub

Kennel Hadberg © 2017

DINE FORVENTNINGER

 

 

Når man tænker på at anskaffe sig en hund, som man skal være sammen med de næste mange år, har man naturligvis nogle forventninger. Vi fik vores første Glen, som den kaldes i daglig tale, i 1988. Det var Cosi Fan Tutte von der Eidertalwiese, og det er siden blevet til flere. Jeg vil derfor gerne informere lidt om racen, der bestemt har indfriet vore forventninger.

 

HISTORIE

Terrieren stammer fra dalen Imaal, der ligger i grevskabet Wicklow, en bjerg- og klipperig egn på Irlands østkyst. Glennen blev opdrættet af småbønderne fra Imaal, til de egenskaber, der krævedes af datidens hund. Den skulle passe på hus og hjem, være effektiv på jagt efter ræv, grævling og odder, holde bestanden af mus og rotter nede, og den skulle være robust, modig og nøjsom.

Glennen var da også den foretrukne hund blandt egnens krybskytter, netop på grund af disse egenskaber, og fordi den arbejder stille.

Hvilke aner Glennen har er uvist, og det forbliver nok en hemmelighed, der blev begravet med de sidste småbønder fra Imaal.

Glennen blev første gang omtalt i 1575 i forbindelse med dens gode egenskaber som arbejdshund.

I året 1876 var der en hundeudstilling i Dublin, hvorfra der findes dommerbeskrivelser af Glennen.

Som det kan ses, er Glennen en af de ældste terrier racer, men forblev forholdsvis ukendt.

I 1981 blev racen internationalt anererkendt af F.C.I, og i 1985 blev den første Glen registreret i Dansk Kennel Klub.

 

KARAKTERISTIKA

I dag er Glennen en rar og venlig familiehund, og enkelte bliver stadig brugt til jagt.

Den har let ved at tilpasse sig, er meget intelligent og besidder terrierens mod og selvsikkerhed.

Den er meget rolig, gø'r ikke uden grund, og over for børn er den kærlig og tålmodig, hvis børnene også er det over for den.

Den er venlig over for andre husdyr, men har man en dominant hund i forvejen, bør man nok overveje en Glen i modsat køn.

Glennen er en lille muskuløs hund med kraftige knogler og stor udstråling. Højden må ikke overstige 37,5 cm og vægten ligger mellem 14 og 18 kg.

Kort sagt er Glennen en halv hund høj, men to stor.

 

OPDRAGELSE

Opdragelsen af Glennen, er som al anden opdragelse. Den bør foregå i en fornuftig og rolig atmosfære. Positiv socialiserering med andre artsfæller, især inden puberteten, og miljøtræning af hvalpen er meget vigtig. Endvidere gælder det om, at opbygge et godt lederskab og give sin Glen fysisk og mental stimulering.

Væn altid din Glen til at være alene hjemme, også selvom du mener, din Glen aldrig får brug for det, måske fordi du arbejder hjemme.

Som et naturligt led i dens opdragelse, bør den også vænnes til at stå på et bord, blandt andet i forbindelse med pelspleje og dyrlægebesøg.

 

PELSEN

Farverne på Glennen er brindle og hvedefarvet, hvor farvevariationerne spænder fra lys til mørk grå brindlet, og fra beige til rød hvedefarvet.

Glennen fælder ikke, men skal trimmes ca. 2 gange om året, og den halvlange pels er nem at holde, hvis den kartes og redes i bund 1 gang om ugen.

 

Man starter som lille, og så bli'r man...

OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL VEDRØRENDE GLENNEN

 

 

Som opdrætter af Irish Glen of Imaal bliver jeg ofte spurgt om mange ting, her prøver jeg at besvare de mest almindelige spørgsmål, men ønsker du yderligere informatione, er du naturligvis velkommen til at kontakte mig.

 

 

Gør en Glen meget?

Nej, når en Glen gør, er det for det meste fordi der kommer nogen, eller fordi der er noget at gø ad.

 

Kan den lide børn?

Det er der overhovedet ingen tvivl om. Jeg har flere Glen hos familier uden mindre børn, der ligefrem opsøger børn, hvis de kan høre dem lege. Naturligvis har Glennen også sine begrænsninger, men hvis de er vokset op sammen med børn, og bliver behandlet med omtanke og gensidig respekt, er der ingen problemer.

 

Kan den lide andre husdyr?

Hvis Glennen er vokset op med andre husdyr, for eksempel katte (ens egne, vel at bemærke), giver det som regel ingen problemer. Har man en anden hund i forvejen, bør man måske overveje en Glen i modsat køn, det kommer lidt an på dominans.

 

Kan den lide at køre bil?

Helt bestemt, bare de for lov til at komme med, er den ligeglad med transportformen.

 

Får den ikke ofte rygproblemer, fordi den er så lang?

Glennen er en muskuløs hund, og ryggen har den længde, den altid har haft. Glennen er ikke blevet avlet længere, som det er tilfældet med andre racer.

 

 

Hvor meget motion kræver den?

En voksen Glen har brug for omkring 1-1½ times motion daglig. Her må det dog pointeres, at Glennen er meget sent udviklet, så lange gå- og cykelture må ikke finde sted før Glennen er over 1½ år gammel, ligesom trapper også bør undgås det første år.

Den kræver dog sine egne "5 minutter", hvor den drøner rundt om flagstangen for at få krudtet brændt af, selvom I lige er kommet hjem fra gåturen.

 

Strejfer den?

Det er yderst sjældent at den løber hjemmefra, den vil helst være hos sin famile, men finder den noget interessant, følger den gerne sin næse. Jeg anbefaler derfor, at man hegner haven ind, så er man på den sikre side.

 

Er det en rolig hund?

Man mærker egentlig ikke i dagligdagen, at der er 1 eller for den sags skyld 2 Glen i huset. Får man gæster, skal den naturligvis hilse på, men så snart det er overstået, lægger den sig stille og roligt hen igen.

 

Fælder den?

Man er den lykkelige ejer af en hund der ikke fælder. Til gengæld skal den trimmes, men da pelsen gror forholdsvis langsomt, er 2-3 gange om året nok. Og så er det jo altså en "naturhund".

 

Er det en vagthund?

En Glen har et godt bjæf og den skal nok sige til, hvis der kommer nogen. Man kan ikke høre, at der står en "lille" hund bag døren.

 

Hvad koster en Glen?

Prisen for en Glen-hvalp fra os er 9.000 kr. Dette includerer DKK stambog og registrering i Dansk Hunderegister, chipning, 1. basisvaccination (uden rabies), samt naturligvis en velpræget hvalp.